Guide

Vurder selv din campingvogns stand.

Fugt og skader er det, der betyder mest for prisen. Her er de steder, det typisk sidder, så du ved hvad du skal kigge efter.

Hvorfor det betaler sig at være ærlig

Vi køber campingvogne med fugt og skader. Det er sjældent et nej, men det har betydning for prisen. Derfor er det bedste du kan gøre at fortælle os præcis hvordan vognen ser ud, allerede når du udfylder formularen.

Så kan vi give et bud, der holder. Det, der ellers sker, er at vi finder noget ved afhentningen, og så skal prisen forhandles på stedet. Det er dårligt for os begge to.

Billederne herunder er fra vogne, vi selv har købt. Brug dem som tjekliste, inden du udfylder formularen.

Udvendig kontrol

Denne guide er en komplet tjekliste, fra udvendig kontrol til fugttest, og den fokuserer på de to dyreste problemområder: fugt og strukturelle skader. Det er her, ældre campingvogne oftest gemmer på ubehagelige overraskelser.

Start altid med en grundig runde rundt om vognen. Den udvendige kontrol handler om at fange synlige skader, før du åbner døren. Husk: mange fugtskader starter udefra.

Buler, ridser og andre skader

De fleste campingvogne er opbygget med udvendige aluminiumsplader eller fiberplader, som er modtagelige for buler og ridser. Typiske steder:

  • Front, bag og sider
  • Bagkofanger, gaskasse og andre plastikdele, hvor kosmetiske revner er hyppige
  • Ruder, stenslag og revner. Ruder kan alt efter størrelse og model koste helt op til 20.000 kr. stykket og være svære at skaffe

Hul i yderpladen kræver reparation. Fugt trænger ind og spreder sig til vægge og gulv. Kontrollér altid, om bulen har lavet hul.

Hos CampingKongen vurderer vi altid brugsspor individuelt efter model, årgang og pris. Vi forventer ikke, at ældre vogne står som fabriksnye.

Revne i plastikken ved baglygten på en campingvogn
Revne i plastikken ved baglygten.
Revne i sidepanelet på en campingvogn med blå dekorstribe
Revne i sidepanelet. Små revner lukker vand ind og bliver til fugtskader.
Revne i det hvide plastpanel på hjørnet af en campingvogn, hvor panelet møder listen
Revne i hjørnepanelet, hvor det møder listen. Den slags lukker vand ind bag pladen.

Vinduer, lygter og plastdele

Kontrollér alle ruder og vinduer grundigt for revner og flænger.

  • En stor frontrude kan koste op til 20.000 kr. ekskl. montering
  • Kontrollér vindueshængsler og åbne/lukke-anordninger
  • Afprøv insekt- og mørklægningsgardiner, også i loftet

Serviceluger og udvendige samlinger

Åbn alle serviceluger, toiletluger og vandtanklåger. Luger bliver meget ofte utætte på grund af slid, og vi finder fugtskader i langt de fleste ældre vogne.

  • Se efter misfarvninger og aftegninger, især i bunden af lugen på den indvendige side
  • Tryk hårdt med fingeren på træet. Blødt = fugt
  • Laminerede luger: se om laminatet begynder at krølle
  • Kontrollér bunden under lugen udefra samt væggen indvendigt

Fugt i en serviceluge er kun starten. Er der vand her, er det et spørgsmål om tid, før det breder sig til vægge og gulv, og det kan kræve meget dyre reparationer.

Åben serviceluge på en campingvogn med snavset og misfarvet tætning
Serviceluge åbnet. Kanten hele vejen rundt er det, der skal tjekkes.
Indersiden af en serviceluge i træ med sorte fugtmærker langs hele underkanten
Lugens inderside. Træet er mørkt og opløst langs underkanten, og det er der, fingeren skal trykke.
Sort skimmel langs kanten af en serviceluge set indefra under en seng i en campingvogn
Den samme slags luge indefra, under sengen. Sort skimmel langs kanten og mærker på gulvet.

Gaskasse

Stik hovedet ind i gaskassen og kig grundigt, også opad og ud mod siden.

  • Kontrollér bund og sider, hvis de er af træ
  • Kig op og se bunden af den indvendige vindueskarm
  • Kig indefra og ud. Trækhåndtag ryster løse med tiden og lader vand sive ned i kassen

Husk at kigge helt ind og op. Den type skade kan kun ses, hvis du har hovedet helt inde i kassen og kigger ud mod siden og toppen.

Gaskasse i en campingvogn med gasflaske
Gaskassen. Tøm den og kig på bunden, det er et lavpunkt hvor vand samler sig.

Alupest og korrosion

Mange tror, at aluminium ikke kan ruste, men det kan det. Ved langvarig kontakt med fugt udvikles alupest, altså aluminiumkorrosion, som nedbryder yderpladen. En utæt yderside giver vandindtrængning direkte ind i vægge og isolering.

Sådan ser alupest ud:

  • Små huller på 1 til 10 mm, som er lette at forveksle med snavs
  • "Melet" lak, en hvid konsistens på hånden når du kører hen over
  • Bobler i lakken, især på glatte flader

Kontrollér især langs alle samlinger, på front og sider, og åbn vinduerne og kig ind til vindueslisten.

Omfugning løser ikke alupest. Vi oplever ofte, at folk har omfuget en utæthed uden at opdage den bagvedliggende alupest, og så fortsætter vandindtrængningen. Udskiftning af udvendige plader kan koste titusindvis af kroner.

Mørk misfarvning langs en aluminiumsliste under et vindue udvendigt på en campingvogn
Mørk misfarvning langs listen udvendigt. Sidder det i selve aluminiumspladen, er det alupest, og det breder sig med tiden.

Bund og hjørner

Kom ned og kig under vognen. De fire hjørner er mest udsatte for råd og fugt.

  • Tryk hånden op under hvert hjørne. Blødt træ = råd
  • Kontrollér de tilsvarende hjørner indefra, i skabe og under sofaer
  • Kig også ved hjulkasserne, hvis det er muligt
Hjørnet af bundpladen under en campingvogn, hvor træet er opløst og rammen ruster
Bundpladen set nedefra, ved hjørnet. Træet er slået op og smuldrer, og rammen ruster.
Mørke fugtskader ved gulvet omkring indgangspartiet i en campingvogn
Ved indgangen. Det er et af de steder, der får mest vand ind udefra.
Campingvognsgulv hvor belægningen har sluppet og er mørkfarvet af fugt
Gulvbelægningen har sluppet og er mørkfarvet. Her har der stået vand over længere tid.
Sorte pletter langs samlingen mellem væg og bund inde i et skab i en campingvogn
Bunden af et skab, indefra. Sorte pletter langs samlingen mellem væg og bund.

Dæk

Dæk er et af de vigtigste punkter, og det mest oversete. Mange undlader at skifte dæk, fordi der er rigeligt mønster. Men dæk har en holdbarhed uanset km-stand, og et alderssvækket dæk sprænger, hvilket kan udvikle sig farligt under kørsel.

  • Kontrollér siden af dækket for revner
  • Kig imellem slidbanerne i dækmønsteret
  • Kør vognen frem og kontrollér den flade, der har ligget mod underlaget

Alder tæller mere end km-stand. En vogn, der har stået udendørs år efter år med de samme dæk, er højrisiko uanset mønsterdybde.

Indvendig kontrol

Nu går vi indenfor. Start med det kosmetiske inventar:

  • Skabe, låger og skuffer. Fungerer de, og er de ubeskadigede?
  • Bordplader for huller og mærker. Bordplader er skrøbelige og dyre
  • Vindueshængsler og åbne/lukke-anordninger
  • Insekt- og mørklægningsgardiner, også i loftsvinduerne
  • Er der strøm: kontrollér udtag, lamper og køleskab
  • Er der gas: test køleskab og gasblus

Hynder, madrasser og inventar

Kontrollér hynder og madrasser for slid, pletter og lugt. Lugt kan være et tegn på fugt eller skimmel. Kontrollér også fortelte, hvis de følger med.

Husk, at guiden her fokuserer på de dyre fejl. Andre ting som bremser, påløbsbremse, støddæmpere og gastest bør også kontrolleres ved køb af en brugt campingvogn.

Fugt indvendigt

CampingKongen køber hundredvis af campingvogne om året. I vogne på over 15 år finder vi fugtskader i 9 ud af 10, i varierende omfang.

Kontrollér alle steder med udvendige samlinger:

  • Langs hele loftet, front, bag og begge sider. Åbn alle overskabe
  • Langs bunden. Åbn skabe, skuffer og magasiner under sofaer og senge
  • Indvendigt ved alle service-, toilet- og vandluger
  • Langs alle vinduer, også i loftet. Træk gardinerne til side
  • Langs og under indgangsdøren
  • I skabe hvor der er antenneudtræk eller udluftningskanaler

Se og mærk. I for eksempel ældre Adria-vogne og vogne med laminat eller linoleum er synlige plamager sjældne. Tryk altid med fingeren, blødt træ er et sikkert tegn.

Kig efter mørke plamager, små prikker i tapetet, og bølger og rynker i tapetet.

Mørke skjolder i hjørnet hvor loftet møder væggen i en campingvogn
Skjolder i hjørnet mellem loft og væg. Her er fugten trængt ind langs en samling.
Bølget og buet vægplade under et vindue i en campingvogn
Vægpladen under vinduet bugner. Når overfladen bølger på den måde, sidder der som regel fugt bagved.
Gule og brune fugtskjolder på væggen under et campingvognsvindue set indefra
Tydelige fugtskjolder på væggen lige under vinduet. Vandet er løbet ind langs karmen og ned ad væggen.
Svag brun misfarvning på væggen under en vindueskarm i en campingvogn
Et mildere tilfælde. Den svage brune skygge under karmen er nem at overse, men det er den samme begyndende skade.

Fugtmåler og fugttest

Træ kan være vådt, uden at du kan se eller mærke det, især i starten af en utæthed. Den bedste løsning er at købe en fugtmåler til campingvogn. Køb den rigtige type:

  • God type: med to elektroder, der stikkes ind i træet. 80 til 150 kr. i byggemarkedet
  • Dårlig type: med "kuglehoved", der måler meget upræcist

Husk altid at få accept af ejeren, og løft gummilisterne når du tester, så du efterlader færrest mulige mærker.

Vejledende grænseværdier:

  • Under 18 %: normalt, træ indeholder altid en vis fugtprocent
  • Over 18 til 20 %: begyndende fugt, som bør undersøges nærmere
  • 21 til 70 % og derover: aktiv fugtskade, ingen tvivl

En vogn, der har stået i tør lade i 3 år eller mere, kan vise lave værdier, selvom den har fugtskader. Det viser sig først, når den har stået ude i regnvejr.

Professionel fugttest

En vigtig note: selvom du har fået foretaget en professionel fugttest, kan campingvognen stadig have en fugtskade. Det er en fordel at få testen foretaget, men det er ikke en 100% garanti.

Forhandlere tester efter et fast skema. Vi har oplevet synlig fugt i badeværelseslofter, gaskasser og andre steder, som blot ikke stod på kontrolskemaet. Supplér altid med din egen visuelle kontrol.

Konklusion

En grundig gennemgang af en brugt campingvogn er den bedste investering, du kan gøre inden købet. De dyreste overraskelser er fugtskader, alupest og råd i bunden, og de er alle mulige at opdage på forhånd med lidt tid og de rigtige kontroller.

Brug guiden som din personlige tjekliste, og gå systematisk frem: udvendig kontrol, serviceluger, gaskasse, bund, dæk og derefter indvendig fugtkontrol.

Sælger du din campingvogn til CampingKongen, er det en fordel at kende punkterne på forhånd. Det giver en mere præcis prisvurdering og mindsker risikoen for overraskelser ved gennemgangen. Ingen ønsker at have aftalt en pris på "fin stand" for derefter at opdage vandskader i fronten.

Hvad du med fordel kan tage billeder af

Du kan vedhæfte op til ti billeder i formularen. De mest nyttige er:

  • De steder du har fundet fugt eller skader, tæt på
  • Loftet og hjørnerne indvendigt
  • Vognen udefra, fra hver side
  • Indretningen, så vi kan se sengeopsætningen

Har du flere, kan de altid eftersendes til info@campingkongen.dk.

Klar til at få et tilbud?

Udfyld formularen, så vender vi som regel tilbage samme dag eller senest næste hverdag. Helt uforpligtende.

Få et tilbud på din campingvogn
Få et tilbud på din campingvogn